Livet er i bevægelse og intet er som det plejer at være, og det gælder de fleste mennesker her på jorden lige nu. Vi inviteres ind i dyb væren og ind i balance, og for nogen er denne rejse ind til dem selv igen skræmmende. Alt det vi plejer at distraherer os med – fjernes fra os, så vi får mulighed for at møde os selv der hvor vi er. Stilheden og langsomheden tager over. Husk at være kærlige og blide ved jer selv og andre i denne proces <3
Sidder her i en ferielejlighed i Ebeltoft sammen med min elskede mand. Jeg hviler og kikker tilbage på de sidste måneder og prøver, at fordøje det som livet har givet til mig i den tid. Jeg føler det som om livet har givet mig et par ret store saltomortale ture og jeg nu er ved at lande igen. Lettere forvirret og rundt på gulvet, og på ingen måde den samme som før d. 28. november – den sidste almindelige dag jeg havde med min far, uden at vide hvor syg han var. Uden at vide, at jeg sammen med min familie 1 mdr. og 1 dag efter ville sidde ved hans hospitals seng og se ham tage sit sidste åndedræt.
På samme tid med forvirretheden, føler jeg en dyb ro, en stilhed og et nærvær jeg ikke plejer at mærke så dybt. Mærker sorgen i at give slip, en naturlig proces og en dyb proces, og samtidig mærker jeg taknemmeligheden over alt det som jeg har fået i mit liv. Jeg har på samme tid aldrig haft det værre eller bedre før i dette liv. Jeg forbereder mig på, at leve resten af mit liv her på jorden uden min far fysisk ved min side. Jeg er i gang med at sorterer på det indre plan, hvad skal jeg tage med mig videre, hvad skal jeg slippe og gå videre uden.
Når man følger et menneskes sidste tid, så sker der en transformation, en given slip. Selvom min far måtte slippe hurtigt, så så jeg denne rejse gennem ham. Først så slap han det fysiske, penge og ting. Så begyndte han langsomt at slippe det at være ham i fysisk form, og det var den sværeste proces at være med til, at slippe den han var i dette liv og sende ham frit afsted.
Jeg er også blevet konfronteret med min egen dødelighed, en dag er det mig der skal tage den rejse, en dag skal jeg give slip og gå gennem det sidste transformation til noget jeg ikke ved hvad er. Jeg mærker hvad der er vigtigt i mit liv, og hvad der ikke er. Tager taknemmeligt mod den ro og stilhed der gives os kollektivt lige nu, en ro til endnu mere fordybelse, til mere sortering. Hvad skal jeg tage med mig videre i dette liv og hvad skal jeg slippe.
Jeg mærker mine rødder, mit hjerte og min sjæl. De sidste 3 mdr. har min mindfulness træning vist sit værd og den har hjulpet mig til at være med det som er. Jeg har elsket mig selv gennem alt som er sket, været imødekommende og kærlig over for alle de forskellige processer jeg har oplevet. Og Jørgen har været en helt fantastisk støtte i det hele. Jeg har ikke altid kunnet elske mig selv og har ikke altid kunnet beholde balancen i kriser, og er taknemmelig for at det er muligt nu.
Jeg ber til at vi alle finder noget dybere og noget af værdi inden i os selv i denne tid. Hvad betyder virkelig noget for dig? Hvilke ændringer skal der til i dit liv før det giver mening? Kan du elske dig selv gennem denne tid? Kan du re-connecte med din sjæl og jordens sjæl?
Lad os alle bede sammen for at alle levende væsener må opleve mening, fællesskab, kærlighed, lykke og tryghed <3 Må vi sammen finde en vej så alle kan trives her, både mennesker, dyr, naturen og jorden <3
I kærlighed Katarina <3
Be First to Comment