Overgangsalderen

Jeg er så ”heldig” 😉 at være nået til den alder hvor jeg står i en overgang til noget nyt. Der er det fysiske, hormonerne der forandrer sig, kroppen der forandrer sig og alle de ”glæder” og nye oplevelser der er med det.

 

Det er en ny og spændende oplevelse for mig, at føle at jeg pludselig har fået installeret en varmluftsovn inden i, frem for den kummefryser mit indre altid har været. At denne ovn i tide og utide tænder op på højeste blus, og giver mig oplevelsen af fuck det kan være varmt at være i en krop… for det næste øjeblik at ryge ned i kummefryseren igen, bare et par grader koldere end jeg har oplevet det før.

 

Mit indre sind, griner hver gang det sker, det er virkelig en anderledes oplevelse og jeg vælger ikke at kæmpe mod det, men at tage det som en oplevelse….

 

Så er der alle de andre fysiske og psykiske ting der også ændrer sig, og det tager jeg også som en oplevelse, og som min læge sagde til mig for nyligt, så er det en tid hvor alt kan føles som kaos og det er helt normalt og helt okay 😀

 

Den største ændring jeg føler, er at noget dybt inde i mig finder en ro jeg ikke har kendt før, det er som om at alt det kaos der er på det kropslige, psykiske og mentale plan, danner rammen for at finde ind i orkanens øje, og der er der en ro jeg aldrig har kendt før. Det er lidt som om at alt det kaos der har været i både, krop og sind blusser og op brændes af og det føles godt og varmt 😉

 

Så jeg byder overgangen velkommen, og jeg glæder mig til den rejse jeg skal tage sammen med den. Jeg er spændt på hvad den bringer, spændt på hvordan rejsen bliver og spændt på hvordan livet bliver i den næste fase som kvinde. Jeg oplever allerede en kontakt til mig selv, som jeg ikke helt kender til fra før. Det er som om at min krop nu bliver min og helt min. At den ikke længere skal jagte at formere sig, at den ikke længere skal ”udstille” sig selv for at tiltrække en mage at få børn med. Det giver en fred inden i og det føles som om at jeg i en uendelig lang tid, har været uden for mig selv, og nu kommer hjem.

 

Der er også en stor sorg jeg rummer og går igennem, og det er at der ingen børn var til mig i dette liv, hverken biologiske eller adopterede børn, og derfor også sorgen over at jeg aldrig bliver bedste mor og får børnebørn. Håbet og ønsket har levet i mig til i sidste øjeblik og nu mærker jeg at den tid er helt forbi, og derfor må jeg give mig selv plads til at sørge, så det ikke skal følge mig ind i resten af mit liv.

 

Kærligheden i mig finder altid veje – og jeg har været så heldig og har valgt, at kaste min kærlighed på de børn der er i min familie, at lade dem fylde i mit hjerte og har derigennem fået lov til at opleve, det at der er andre mennesker i mit liv, som er ”vigtigere” end mig, at der er noget derude, jeg vil gøre alt i verden for at støtte og give liv til <3

 

Om lidt vil jeg tage ud i vores nye hus og bruge min energi på at bygge en rigtig god base for min elskede mand. misserne og mig. Et hjem hvor vi kan finde ro, hvor vi kan nyde hinanden og det liv vi deler med hinanden <3

 

Jeg mærker allerede at det hus, vil danne rammen for en masse smukke møder med smukke sjæle. Det bliver et hjem vi selv har skabt med vores egne hænder, og de hænder der har valgt at komme forbi og hjælpe os med at skabe en rede for kærlighed til os <3

 

Jeg ønsker jer alle en magisk og fredfyldt dag/aften <3

Be First to Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *