Mit virke som underviser i tantra

Nogen har efterlyst indspark fra tantra udbydere i de dialoger der er har været i nogle af tantragrupperne på nettet.

Det er et bevidst valg, at jeg ikke har deltaget, og det er ikke fordi debatterne ikke rører noget i mig, for det gør de. Men debatter kommer meget hurtigt til at handle om hvem har ret – og hvem er med mig – og hvem er mod mig – hvem er bødlen – hvem er ofret. De skaber en Dem og Os energi. De færreste deltager i dialoger for at åbne sig og se verden fra et andet synsfelt end deres eget – en lyst til at se med den andens briller for en stund og måske finde ind i fred sammen. Der er mest dialoger med den energi, at jeg vil have de andre til at se verden fra min side. Når alle går ind i den dialog fra den energi, så skaber det ingen nye bevægelser i verden, kun krig og ophedede følelser. Og det er det modsatte jeg gerne vil bidrage med i verden, så derfor er det meget sjældent jeg længere går ind i de dialoger der er på fb og andre steder.

Jeg vil hellere skrive lidt om mig selv og mit virke, om hvordan det for mig opleves at være underviser/instruktør/facilitator i det tantriske felt – den der inviterer ind i et af mig defineret rum og har det som sit job.

Er det et spændende felt at bevæge sig i? Yeps og nogle gange måske lidt for spændende, og der er dage hvor jeg ville ønske jeg var revisor eller noget i den retning. Et job uden så mange bevægelser og følelser

For mig personligt er det et sårbart felt at bevæge mig i, og især at have som arbejde. Jeg ved aldrig hvem der kommer ind i det rum jeg inviterer ind i og skaber rammen for. Jeg aner ikke hvad de har med sig af historier, overbevisninger og oplevelser i livet. Så jeg prøver at være så respektfuld, vågen og opmærksom det er muligt for mig. Nogle dage er det nemmere end andre, og lykkes mere eller mindre godt.

Den ramme jeg ønsker at skabe, er et rum hvor deltagerne inviteres ind i et møde dem selv med alt det de er, og det opleves for nogle mennesker som et skræmmende rum – rummet i dem selv. Det har selv været en udfordrende rejse for mig – den historie mit liv har været, er i dele af den meget udfordrende. Så jeg har den dybeste respekt og medfølelse for at det kan være svært.

For nogle er det de møder så svært, at de har brug for at finde en at give skylden for smerten i dem, og det kan så enten være mig eller en anden deltager der får skylden – der skal jeg være meget vågen for ikke at gå med på de reaktioner der kan skabes i mig og de andre. Holde tungen lige i munden og se om der kan skabes en kærlig bevægelse, nogle gange kan det ske, andre ikke. Jeg skal også være vågen over for, at jeg måske har ”klokket” i det, at jeg ikke har gjort mit job godt nok og lære af det – som en tømre også skal lære af sine fejl, så de huse han bygger ikke falder sammen.

Hvis jeg ofte får den samme feedback, så er der nok noget om det, og så skal jeg udvikle mig på det punkt, eller måske finde et andet job. Selv de gange hvor det er indlysende at der ikke helt er noget om det – at det er en historie om mig som ikke kan bevæges, så kan jeg lære af det, udvide min bevidsthed og måske ændre lidt i min måde at virke på. Det er vigtigt, at jeg hele tiden holder mig i bevægelse og lære.

Har jeg oplevet mig skakmat som underviser/rumholder? Ja, det har jeg et par gange, et par gange har jeg oplevet ikke at kunne skabe kontakt til hjertet og bevidstheden, der har jeg været skakmat og har måtte give slip. Og de mennesker syntes ikke om mit virke og om mig, og det er helt forståeligt – det der er sket har været uden for mine evner som underviser og menneske – eller det har ramt ind i noget i mig som endnu ikke er bevidst eller healet. Jeg har også fået dårlige anmeldelser på fb og google og jeg bruger dem til at udvikle mig. Der er ting jeg er opmærksom på nu, som jeg ikke viste jeg skulle være opmærksom på for 7 år siden. Jeg lærer hele tiden og alle de kursister der dukker op til mine events og alle andre mennesker jeg møder i mit liv, er spejle jeg kan bruge til kikke i. Jeg kan jo på ingen måder se mig selv, det kan ingen af os, så spejle er vigtige.

Kan du både faciliterer og deltage på samme tid? Nej det kan jeg personligt ikke, så ville det rum jeg skaber blive et andet end det er, og det er et valg jeg har taget, andre tager andre valg. Personligt for mig er det vigtigt at være nærværende med deltagerne og deres processer, og skabe den bedste ramme muligt for healing af det som kommer op. Når en krop bliver berørt med nærvær og kærlighed, så åbnes der op for det som er gemt, og nogle gange er det noget der har brug for healing og kærlighed. Det kan også være at en krop bliver berørt af en der har en uopmærksom energi, måske en jeg vil have noget af dig energi, og det kan også åbne op for noget gemt. Det jeg får min løn for, er at være opmærksom i rummet og guide energien så godt som muligt, og at give plads for healing og skabe de bedste rammer for at re-traumatisering ikke opstår. Og at hvis der kommer ting op til overfladen der har brug for healing, at have gode hjælpere i rummet, der kan holde dem der har brug for det. Jeg sørger for selv at gå på kurser, hvor jeg kan give slip og bruge tid på at kikke indad, hvor en anden holder rummet for mig – og det elsker jeg også. Nogle mennesker kan måske gøre begge dele på samme tid, for mig så går det helt i kage.

Jeg er kun et menneske, som alle andre, og det kan nogle være overvældende, at fordi jeg har det job jeg har, at jeg inden i folk skal leve op til alle de forestillinger og krav dem der kommer hos mig har – det kan jeg på ingen måde gøre, så det gør jeg mit bedste for ikke at gøre. Jeg kan intet stille op med de historier der laves om mig og mit virke, hverken de ”gode” historier og de ”dårlige”.

Nogle ser mig som et orakel der ved hvad de har brug for, andre lidt mere nuanceret. Jeg er hverken et orakel eller særlig udviklet – jeg er bare mig og deler mine erfaringer med andre, som nogen for mig har delt deres erfaringer med mig. Jeg er meget bevidst om de overførsler der kan skabes i det rum jeg skaber, og jeg tager al feedback ind i hjertet. Jeg bliver glad og rørt, når jeg hører et menneske sige, at han/hun har fundet hjem til noget i dem, de havde mistet kontakten til. Jeg bliver også rørt, når mennesker oplever nydelse for første gang i flere år, når jeg ser folk sætte deres krop fri. Det rører mig også, at det for nogle er så svært at rumme det som er, at de for at holde sammen på dem selv, må lave historier på mig eller andre.

Jeg elsker mit job – og jeg elsker den respekt mellem mennesker jeg oplever til mine events – det gør noget godt ved mig og mit liv. 3 måneders pause og nu opstart igen, har vist mig at jeg også har brug for det rum der skabes, at det healer noget dybt i mig og min tillid til mennesker